Facebook
<

Nyt rekordresultat i Danish Agro koncernen01-02-2017 - 12:29

Vi kan være mere end tilfredse med et fantastisk resultat, siger koncernchef Christian Junker om fremgang i omsætning og resultat for 2016

Artikel fra ekstraudgave af Grovvarenyt

Af Helge Lynggaard

 

Med et overskud på 626 millioner kroner før skat har det igen været rekordernes år for Danish Agro koncernen. For ikke alene er resultatet det hidtil bedste – det fremkommer efter den hidtil største omsætning på 31,5 mia. kroner. Omsætningen var i 2015 på 28,5 mia. kroner. Det er en vækst på 10,9 procent.

 

Det skal ses i lyset af prisfald og en lille høst i 2016. Væksten skyldes primært den øgede omsætning fra tyske Ceravis AG, samt de opkøbte grovvareaktiviteter i Kalmar, Sverige, der er konsolideret ind for ti måneder.

 

Efter skat realiserede Danish Agro koncernen et overskud på 538 mio. kr., hvilket forrenter egenkapitalen primo med 13 procent. 

 

Koncernchef i Danish Agro, Christian Junker, er yderst tilfreds med det forløbne år:

- 2016 har været et svært år for mange landmænd i ind- og udland og Danish Agro har skullet forholde sig til en presset branche med vanskelige vilkår på mange markeder. Enkelte af koncernens datterselskaber har endvidere haft vanskeligt ved at skabe resultater i det forløbne år. I lyset heraf er det meget positivt, at vi trods dette har nået de finansielle mål, vi satte os for. Det sætter os i en stærk økonomisk position, der er et godt udgangspunktet for den fremtidige udvikling, siger han og fortsætter:

 

- Vi har konstant fokus på, at skabe værdi for landmanden. Det er landmandens behov, der er udgangspunktet, når vi laver grovvareinvesteringer i udlandet. Koncernens indkøbsstyrke og størrelse er nøglen til konkurrencedygtige priser for landmanden. Det er også landmandens behov, der er udgangspunktet, når vi starter Claas maskinforretning op i Danmark, Norge og Sverige.

 

Disse aktiviteter er med til at sikre, at vi kan imødekomme det moderne landbrugs ønsker og behov. Vi søger hele tiden den rigtige balance mellem international styrke og lokal forankring, og jeg mener, at vi har et godt udgangspunkt at bygge videre på, siger han og glæder sig over, at Danish Agro har konsolideret sin position som den sjette største grovvarekoncern i Europa. 

Strukturelt og organisatorisk rykkede Danish Agro koncernen sig betydeligt i 2016. Positionen på grovvaremarkedet i Sverige er markant styrket via opkøb. Grovvareaktiviteterne i Danmark, Finland og Baltikum realiserer flotte resultater, og på grund af stigende aktiviteter er der investeret betydelige summer i forbedret logistik og lagerfaciliteter i flere lande. 

 

Maskindivisionen er styrket via aftale med Claas og start af maskinsalg i Danmark, Norge og Sverige. Premix og vitaminaktiviteterne via Vilomix koncernen er udviklet godt via opkøb i Polen og Norge, samt via opstart af aktiviteter i Asien. Koncernens rugeriaktiviteter i DanHatch er styrket via udbyggede faciliteter i Finland og Polen. 

 

- Alle disse ryk styrker Danish Agro koncernens konkurrencedygtighed fremover og er sket samtidig med, at koncernen realiserer alle sine finansielle mål for året.

 

Christian Junker ærgrer sig dog over underskud i det tyske datterselskab Ceravis AG (se side 6) og i Dava Foods.

 

- I Danmark, Sverige, Finland og Estland har Dava Foods, som er vores ægforretning, været ramt af forbrugernes skift væk fra buræg. Vi har haft nogle kontrakter med ægproducenter med de såkaldte berigede bure, og det kostede os forholdsvis mange penge, da forbrugerne fravalgte buræg næsten fra den ene dag til den anden. Men vi har tro på, at Dava Foods er på rette spor igen, siger Christian Junker.

 

 

<