Facebook
<

Nu udnævnes den yngste kartoffelambassadør nogensinde12-01-2018 - 15:21

Med sine 26 år bliver formanden for Tænketanken Frej, Marie-Louise Boisen Thøgersen, landets yngste kartoffelambassadør, når hun får tildelt titlen til Danmarks Kartoffel Råds årsmøde den 22. januar

Pressemeddelelse af Anya Engelbrecht, Pressebureauet Aarhus

 

Den stjernespækkede liste af kartoffelambassadører bliver et navn længere, hver gang Danmarks Kartoffel Råd holder årsmøde. I år er det formand og medstifter af den fødevarepolitiske tænketank, Frej, Marie-Louise Boisen Thøgersen, som bliver udnævnt til officiel kartoffelambassadør.

 

Marie-Louise er 26 år gammel og dermed bliver hun den yngste kartoffelambassadør nogensinde.

 

- Jeg er meget stolt og glad over at være blevet spurgt, om jeg vil være kartoffelambassadør. Jeg kan jo se, at de tidligere ambassadører er nogle meget store personligheder i Danmark, så jeg er meget ydmyg over, at kartoffelrådet vælger mig. Jeg synes, det er ret sejt at få sådan en titel som 26-årig, fortæller Marie-Louise Boisen Thøgersen.

 

Ambassadør vil nuancere debatten

Årsmødet i Danmarks Kartoffel Råd den 22. januar er det tyvende i rækken, og finder traditionen tro sted i Riddersalen på Egeskov Slot på Fyn. Udover at blive tildelt titlen som kartoffelambassadør, vil Marie-Louise Boisen Thøgersen her holde et oplæg med titlen ”Landmand og forbruger – ven eller fjende?”

 

Tænketanken Frej er Danmarks eneste uafhængige fødevarepolitiske tænketank og er drevet udelukkende af unge kræfter.

 

- Titlen som kartoffelambassadør passer fint sammen med min formandspost hos Frej, fordi vi hos Frej har til formål at skabe sammenhængskraft mellem forbrugsdanmark og produktionsdanmark. Og hos Danmarks Kartoffel Råd er det min opfattelse, at de gerne specifikt vil udbrede danske kartofler bland de danske forbrugerne, siger Marie-Louise Boisen Thøgersen.

 

Til kamp for kartoflen

Danmarks Kartoffel Råd arbejder netop for at fastholde og fremme kartoflens tilstedeværelse i det danske køkken, og det er på den baggrund, at rådet hvert år udnævner en kartoffelambassadør, som ofte er en kendt eller fremstående person.

 

Tidligere kartoffelambassadører er blandt andre sanger Stig Rossen, Chipskongen Jørgen, skuespiller Per Pallesen, tv-kok James Price, politiker Bertel Haarder og tv-vært Søren Ryge.

 

Udover årsmødet står rådet også bag en række andre begivenheder, som alle kredser om kartoflen ­– blandt andet DM i frilandskartofler, Den store Ældrefest på Valdemarsdag og kåringen af den årlige kartoffelpris, som har udviklet sig til at være en af de mest prestigefyldte gastronomiske priser i den danske kartoffelbranche.

<