Facebook
<

Landbrugsmessen FarmerTech får debut i januar 201628-11-2014 - 12:36

Den nye landbrugsmesse vil have fokus på udvikling, innovation og videndeling. Det skal blandt andet ske gennem konferencer, faglige aktiviteter og med stor vægt på netværk.

Om godt et år får landmænd mulighed for at besøge en ny og anderledes dansk landbrugsmesse i MCH Messecenter Herning.

FarmerTech, som den nye messe kommer til at hedde, får premiere den 19. - 20. januar 2016.

- Med klar opbakning fra en række producenter fra agroindustrien bliver der nu arbejdet videre med udviklingen af den nye messe, som bliver helt anderledes end noget, vi kender i forvejen, siger formanden for Dansk Agroindustri, administrerende direktør Jens-Peter Pedersen, JEMA A/S. 

Landbrug & Fødevarer står også bag ønsket om etableringen af FarmerTech.

- Det mest naturlige er, at landbrugsudstillinger arrangeres af landbruget og agroindustrien. Og når landmændene har et ønske om at komme på messe i de vintre, hvor der ikke er Agromek, skal det selvfølgelig være leverandørerne og landmændene, der i samarbejde arrangerer FarmerTech, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Den nye landbrugsmesse vil have fokus på udvikling, innovation og videndeling. Det skal blandt andet ske gennem konferencer, faglige aktiviteter og med stor vægt på netværk.

Konceptet er udviklet i samarbejde med MCH Messecenter Herning. Det er hovedsageligt leverandører af udstyr til husdyrbrug, korn og foderstoffer, energi, rådgivning samt andre serviceydelser, der vil være i fokus på messen.

- Det skal være en messe, hvor vi har meget fokus på at optimere udstillernes ressourcer. Udstillerne får tilbudt indflytningsklare stande på 12-36 kvadratmeter, og alle deltager under de samme forudsætninger uanset om det er en stor eller mindre virksomhed, siger Jens-Peter Pedersen.

Blandt de virksomheder, der har givet tilsagn om opbakning til det nye udstillingskoncept, er blandt andre ACO Funki A/S, Big Dutchman (Skandinavien) A/S, Dan Egtved A/S, Jyden Bur A/S, Skiold A/S, Skov A/S og Vissing Agro A/S. Derudover er der opbakning fra Videncentret for Landbrug.

 

Yderligere oplysninger:

Jens-Peter Pedersen, formand for Dansk Agroindustri, mobil 2049 2210
Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, mobil 2127 6848

Pressemeddelelsen er udarbejdet af Helge Lynggaard

<