Facebook
< Tilbage

Agromek er klar til det store rykind24-11-2016 - 16:50

Droner, mejetærskere, traktorer i alle størrelser samt alt, hvad det moderne landbrug har brug for, kan ses på landbrugsmessen Agromek i den kommende uge
Pressemeddelelse udarbejdet af Helge Lynggaard for Agromek

 

 

Fra på tirsdag går det løs. Så kan alle med interesse for teknik, landbrug og hele den grønne sektor opleve alt det nyeste på Nordeuropas største samlede landbrugsmesse Agromek.

 

Her kan landmændene komme på en rigtig shoppetur, for de store haller i MCH Messecenter Herning er gennem de seneste dage blevet fyldt med store traktorer, maskiner og redskaber. Der er opstillet flotte stande og lagt tusindvis af kvadratmeter tæpper på gulvene.

 

De fyldte haller rummer 536 udstillere inden døre. Desuden er der 22 udstillere, som har suppleret med en udendørs udstilling.

 

- Det findes ikke noget bedre sted i Nordeuropa at orientere sig om alt det nye inden for landbruget.  Udstillerne kommer med 247 godkendte produktnyheder. Vil man følge med i udviklingen af for eksempel robotter i marken og høre om mulighederne for at bruge droner i landbruget eller se hvordan grise automatisk fotograferes for at følge deres vækst, kan jeg kun anbefale at besøge Agromek.

 

Det siger formanden for Agromeks udstillingskomité, adm. direktør Sten Andersen, Dan Egtved A/S.

 

- Agromek er ikke alene en udstilling af maskiner, men et netværks- og videnscenter, hvor de besøgende virkelig kan få tanket op. Mange udstillere tilbyder gode råd og viden, som landmændene kan tage med hjem som inspiration, siger Sten Andersen og fortsætter:

 

- Vi har det hidtil største aktivitetsprogram, så det kommer til at summe af aktiviteter i de kommende dage. Der bliver alt lige fra kåringer af vindere af Agromek Awards til testkørsel af traktorer, tv-debat og mulighed for at tage med på en fremtidsrejse på Seges stand. Derudover  er der en lang række aktiviteter, som de enkelte udstillere står for, mens der i Hal Q er kvægudstilling og dyrskue, siger Sten Andersen.

 

Agromek får igen i år et stort rykind af udenlandske gæster. Sidste gang havde Agromek 6.000 udenlandske besøgende, og udenlandske gæster fra mere end 24 lande har på forhånd meldt deres ankomst.

 

Blandt de udenlandske gæster er også godt 60 udenlandske journalister, hvoraf halvdelen er delegerede fra den europæiske organisation af landbrugsjournalister ENAJ, som har lagt sit årsmøde under Agromek.

 

Agromek i MCH Messecenter Herning åbner tirsdag. Der er åbent hver dag til og med fredag fra 9.00-17.00. Onsdag er der åbent til kl. 20.00 og tilmed gratis adgang fra kl. 16.00.

< Tilbage