Facebook
< Tilbage

Der bliver Agromek igen i november 202209-04-2021 - 13:57

Agromek skulle være afholdt i januar i år, men er udsat til næste år

Danmarks største landbrugsmesse, Agromek, finder sted næste gang 29. novemer til 2. december 2022 i MCH Messecenter Herning.

Det oplyser Agromek fredag i en pressemeddelelse.  

Messen, som oprindeligt skulle have fundet sted i januar i år, blev tilbage i oktober udskudt grundet coronasituationen, og nu har Agromek i samarbejde med branchen fundet frem til den nye termin

- Vi har siden udsættelsen af Agromek i januar været i dialog med et bredt udsnit af vores udstillere og samarbejdspartnere, og vi oplever og glæder os over, at der er et stort behov for at komme på messe igen. Den klare konklusion på dialogerne er, at man ønsker en samlet Agromek afholdt for fuld styrke, og det vurderer vi er bedst muligt i november 2022, siger Sten Andersen, der er formand for Agromek.

De nye datoer møder bred opbakning i ejerkredsen bag Agromek, Dansk Agroindustri og Landbrug og Fødevarer. 

Formanden for Dansk Agroindustri, Jens-Peter Lundgaard, ser frem til atter at kunne samle branchen på Agromek:

- Det er både i udstillere og gæsters interesse, at vi fastholder en messe for fuld styrke. Vi vil gerne sikre, at man én gang hvert andet år kan vise verden alt, hvad den danske agroindustri udvikler og producerer i samarbejde med verdens bedste landmænd. November-terminen er velkendt i branchen, og vi ser frem til mange besøgende fra både Danmark og Nordeuropa, siger Jens-Peter Lundgaard. 

Christian Lund, formand for Landbrug og Fødevarer Kvæg bakker op om en samlet Agromek og supplerer:

- Vi har alle en interesse i et fælles mødested, og Agromek er en vigtig begivenhed for landmændene og for de mange interessenter både nationalt og internationalt. Vi har en stærk tradition i Danmark med en stor, samlet Agromek, der bidrager til netværk, øget handel og udvikling i landbruget til gavn for hele branchen.

Seneste udgave af Agromek fandt sted i november 2018, hvor messen havde 540 udstillere og blev besøgt af 40.214 besøgende fra 51 lande. 

 

< Tilbage