Facebook
< Tilbage

Succesrig grossist udvider på Agromek30-08-2016 - 13:19

På Agromek 2016 bliver der mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med den succesrige reservedelsgrossist Granit Parts Danmark ApS, hvor landmændene kan bestille reservedele over nettet

Mange danske landmænd har fået øjnene op for at indkøbe reservedele på internettet.

 

Det mærkes tydeligt hos Granit Parts i Aabenraa, som er en grossistvirksomhed, der tilbyder landmændene at vælge mellem 200.000 varenumre på reservedele til traktorer, maskiner og redskaber samt forbrugsartikler til det daglige arbejde.

 

- Det er fire år siden, vi startede, og vi vokser konstant og er nu over 20 medarbejdere på salgskontoret i Danmark, fortæller administrerende direktør Johnny Gram, Granit Parts.

På Agromek 2016 bliver der mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med den succesrige reservedelsgrossist.

 

- Vi udvider vores stand på Agromek. De to første gange, vi har været med på Agromek, har vi haft fokus på forhandlerleddet i form af smedeforretninger, maskinhandlere og forhandlere af have-park udstyr. Men nu er vi klar til også at tage imod landmændene og vise dem, hvor let de selv kan bestille reservedele hjem igennem deres lokale forhandlere, siger Johnny Gram.

 

Det specielle ved webbutikken er, at selv om landmændene bestiller direkte i webbutikken, bliver varerne faktureret gennem den lokale smede- eller maskinforretning.

 

- Det giver en vis kundebinding, og det har vist sig at være en succes for både forhandlere og landmænd, siger Johnny Gram, som også peger på, at leveringshastigheden er et plus.

 

Hvis landmanden bestiller inden kl. 17.30, er varen leveret inden kl. 7.30 næste morgen. Varerne kommer fra et centrallager vest for Hamburg og bliver fragtet til Kolding, hvorfra de fordeles til hele landet.

 

- Mens landmændene har mulighed for at vælge mellem vores egne cirka 200.000 varenumre, kan forhandlerne vælge mellem 8,5 millioner varenumre, fordi de også har adgang til originaldele, siger Johnny Gram, der ser frem til at få besøg af både danske, svenske og norske landmænd og forhandlere på Agromek.

 

- Vi har lige etableret forretning i Sverige med foreløbig fem medarbejdere og er i gang med at etablere os i Norge. Begge forretninger styres her fra Danmark, siger Johnny Gram.

Agromek 2016 holdes fra den 29. november til og med den 2. december i MCH Messecenter Herning.

 

< Tilbage