Facebook
< Tilbage

Grovvarefirmaer køber nu sojacertifikater28-01-2014 - 21:54

Grovvarefirmaer har i samarbejde med Landbrug & Fødevarer købt sojacertifikater for at sikre en ansvarlig produktion af soja i Sydamerika, fortæller afdelingsleder Per Olsen, Landbrug & Fødevarer til Grovvarenyt. 

Af Helge Lynggaard

Når Landbrug & Fødevarer har besluttet at stille krav til indkøb af soja fra Sydamerika er det for at sikre en ansvarlig produktion.  

Det indebærer, at indkøbt soja opfylder krav til udryddelse af børnearbejde, undertrykkelse og diskrimination, organisationsfrihed, produktion i sårbare områder, miljøtiltag herunder pesticidanvendelse i forhold til lokalbefolkningen og antikorruption.

Slagterier og mejerier i Landbrug & Fødevarers medlemskreds kræver, at deres producenter sørger for at handle med grovvarefirmaer, som opfylder disse indkøbskriterier. Kravet gælder fra den 1. september 2014.

Gennem de sidste par år har der kørt en diskussion om certifikater og ansvarlig produktion af soja - blandt andet fremført af Verdensnaturfonden WWF og et par tidligere landbrugs- og fødevareministre.

- Vi vil tage ansvar, men det handler også om, at der er en forventning om, at vi gør det, siger afdelingsleder Per Olsen, Landbrug & Fødevarer, til Grovvarenyt.

 

To spor

Danske grovvarevirksomheder indkøber derfor sammen med Landbrug & Fødevarer nu RTRS certifikater eller lignende for en million kroner til argentinsk produceret soja.

Internationale organisationer som RTRS har opstillet krav til ansvarlig produktion af blandt andet soja, og de er i de fleste tilfælde også baseret på uafhængig audit med tilhørende certificering. 

Som et element i politikken for indkøb vil Landbrug & Fødevarer indkøbe certifikater med krav svarende til RTRS.

- Certifikaterne er det ene spor, vi følger, siger Per Olsen.

- Det andet spor hedder indkøbskriterier, hvor de internationale handelshuse, der eksporterer sojaen fra Sydamerika, skriftligt skal bekræfte i kontrakten med grovvareselskaberne, at de vil opfylde seks indkøbskriterier som blandt andet skal sikre udryddelse af børnearbejde, undertrykkelse og diskrimination mv.

Samtidig skal indkøb af soja kunne ske til priser, så det fortsat er muligt at have en konkurrencedygtig animalsk produktion i Danmark. 

- Vi har valgt at følge to spor med både indkøb af certifikater og opstilling af indkøbskriterier. Så er vi med begge steder og kan holde dem op mod hinanden, for begge spor er forholdsvis nye, forklarer Per Olsen.

< Tilbage