Facebook
< Tilbage

Ny app giver overblik over foder- og kornlagre20-06-2016 - 12:55

Landmænd og grovvarebranche får nye muligheder for at udnytte store mængder data med en ny app til smartphonen, som er udviklet af Ivan Baadsgaard. Artikel fra ugebrevet Grovvarenyt.

Af Helge Lynggaard

Det skal være slut med de små sedler og noter, når landmændene skal holde styr på deres lagerbeholdninger. Derfor lancerer it-iværksætteren Ivan Baadsgaard fra Farmtehc Software ApS om få dage et helt nyt system, Grainit, som via en app giver landmanden mulighed for at holde styr på afgange og tilgange på lageret. Det kan være af for eksempel foder, korn, kartofler og halm, hvor landmanden taster data ind.

Men systemet er også forberedt på at kunne integreres med blandt andet grovvarebranchen for at kunne styre foderleverancer bedre.

- Når en landmand får leveret et læs foder, indeholder det en datastreng med informationer om indhold, vægt med videre, og denne datastreng kan landmanden få leveret fra sin foderleverandør direkte ind i det nye system, så han kan se den på sin app på smartphonen. Dermed har landmanden alle data på foderlæsset, siger Ivan Baadsgaard til Grovvarenyt.

Har landmanden samtidig et farm management system, der også samarbejde med Grainit, vil landmanden kunne følge forbruget af foder og dermed også i god tid vil kunne bestille nyt foder inden siloen tømmes.

Ivan Baadsgaard har allerede aftaler med nogle grovvarevirksomheder om levering af data, men han har aftalt, at navne holdes lidt tæt til kroppen indtil den officielle lancering den 1. juli.

Han har gennem flere år samarbejdet med danske grovvarevirksomheder om andre it-projekter, og derfor kender han branchen godt.

- Vi gør det helt åbent for grovvarevirksomheder og virksomheder med managementsystemer at kunne levere data. I løbet af den kommende tid vil endnu flere komme til og alle, der ser en relevans i at arbejde med disse dta er velkomne. Det er landmanden, der ejer data og han bestemmer, hvem han vil dele med, siger Ivan Baadsgaard.

En helt anden mulighed er, at landmanden kan få resultater fra prøver fra for eksempel proteinindholdet i korn leveret direkte ind i sin app i smartphonen.

Grainit systemet består i første omgang af en smartphone app, der via gps hjælper med at registrere mængde, kvalitet, oprindelse og lagerplacering for tilgang og afgang.

Gps-registreringen vil blandt andet kunne bruges, når der høstes, for dermed kan det enkelte læs korn registreres så man både kan se, hvilken mark det stammer fra, hvor det køres hen mv. , siger Ivan Baadsgaard som peger på, at det blandt andet kan bruges til at følge økologiske afgrøder, så der ikke hersker det mindste tvivl om oprindelsen.

Grainit lanceres for landmænd i Europa 1. juli, så det kan benyttes i høsten i år.

- For at få det bredt så meget ud som muligt, kører vi med en lav abonnementspris, som starter ved 20 euro eller cirka 150 kr. pr. måned. Vi har præsenteret systemet i Silicon Valley i foråret, og vi håber også at komme ind på det amerikanske marked og at etablere samarbejde med relevante tech- og agrovirksomheder i USA, siger Ivan Baadsgaard.

Han har den sidste halvanden måned rejst vejene tynde i Europa for at introducerer den nye system.

- Det er et af de første inden for Big Data i fødevaresektoren, og det bliver rigtigt godt modtaget, for hele landbrugets følgeindustri synes det er spændende, at vi på den måde kan integrere og give overblik, siger Ivan Baadsgaard.

Fakta:

Farmtech Software er stiftet af Ivan Baadsgaard sammen med investorer fra ind- og udland. Ivan Baadsgaard har i mange år arbejdet med data-tunge løsninger til landbrugets følgeindustri og Nord- og Østeuropa. Med i bestyrelsen for Farmtech Software er blandt andre Ole Green, der for nogle år siden udviklede det trådløse sensorsystem Senseed til overvågning af blandt andet kornlagre.

Se mere på www.grainit.net

< Tilbage