Facebook
< Tilbage

Korn købes og sælges over nettet20-09-2013 - 23:43

 

Kornmatch.dk er et nyt landsdækkende alternativ til grovvarebranchen, hvor landmænd handler indbyrdes for at spare omkostninger til blandt andet rensning og tørring. Artikel til bladet Agrologisk.

 

 Af Helge Lynggaard


150 tons hvede sælges i løbet af efteråret. Ring.

Sådan lyder en typisk annonce på kornmtach.dk. Det er en hjemmeside, der i foråret introducerede nethandel med korn direkte mellem landmænd over hele landet.

Her kan planteavlere selv sætte deres korn til salg, og købere kan på samme vis opslå ønsker om forskellige partier korn.

Dermed er en lokal landboforening for første gang gået direkte ind i at handle med korn,  for Kornmatch.dk ejes af  Nordsjællands Landboforenings rådgivningsselskab Agrovi.

- Uanset om landmanden er køber eller sælger af korn kan begge tjene på at handle direkte med hinanden i stedet for at lade kornet gå omkring grovvarehandlen, siger Ejvind Andersen, der er ansat af Kornmatch A/S som mægler.

Han kommer med 13 års erfaring fra grovvarebranchen.

 

Vi fjerner omkostninger

- Da vi er ejet af landmændene, lægger vi stor vægt på åbenhed og på at skabe værdi for dem. Filosofien er at vi skal prøve at fjerne nogle af omkostningerne ved kornhandlen, så der bliver mere tilbage til landmændene, siger Ejvind Andersen.

Han viser en forstørret 500 kr. seddel, som er blevet brugt i en kampagne for den nye hjemmeside som symbol på, at der nemt kan tjenes 500 kr. pr. hektar ved at landmænd handler direkte med hinanden.

 

Naboer over hele landet

- Tidligere har det været meget brugt, at naboer handlede med hinanden, men i kraft af hjemmesiden har vi fået udvidet naboskabet, så landmændene har nu fået naboer over hele landet, som Ejvind Andersen udtrykker det.

- Der er normalt et kornoverskud på Sjælland og Lolland-Falster, og derfor ser vi fortrinsvis sælgere af korn herfra, mens køberne typisk er svineproducenter over hele landet. Og selv om transporten kan være lang mellem køber og sælger, er de samlede omkostninger mindre end ved handel med grovvarebranchen.

 

Skaber tryghed

Ejvind Andersen understreger, at Kornmatch.dk skal skabe tryghed.

- Jeg tror, at mange at mange af vores kunder tidligere har været lidt utrygge ved at handle med andre landmænd uden om den traditionelle grovvarehandel. Derfor har de fleste benyttet grovvarehandelen, men planteavlere vil helt klart spare omkostninger ved at handle direkte med svineproducenter. Der skal ikke så meget til, før der er tjent fem-ti kroner pr. hkg ved at reducere omkostningerne, siger Ejvind Andersen.

 

Blander sig ikke i prissætningen

Handlen på kornmatch.dk foregår ved at en køber eller sælger af korn slår sin korte annonce op på hjemmesiden eller tager telefonisk kontakt til Ejvind Andersen.

- Under alle omstændigheder kontakter jeg landmanden og får lidt mere at vide om ønskerne og mere konkret viden om det enkelte parti korn. Vi drøfter også det rent praktiske som aflæsseforhold og vi snakker også om prisniveau. Derudfra kigger jeg på listen for at se, om der er nogle, der matcher og herefter prøver jeg at få gennemført en handel ved gentagen kontakt med parterne. Jeg blander mig ikke i prissætningen – jeg fortæller blot videre, hvad køber eller sælger mener kornet skal koste.

Ofte fremgår prisen ikke af hjemmesiden, for den kan ændre sig meget hurtigt, siger Ejvind Andersen.

Han offentliggør dog hver uge, hvad foderbyg og foderhvede er handlet til i gennemsnit.

- Bliver køber og sælger enige, udformer jeg en kontrakt, som jeg mailer til dem.  Dermed er jeg med til at skabe sikkerhed for handlen for begge parter, som jo med det udvidede naboskab normalt ikke kender hinanden.

Proceduren er derefter, at køber deponerer hele kontraktsummen hos os. Vi garanterer så, at pengene ikke bliver udbetalt, før varen er leveret og godkendt af køberen, siger Ejvind Andersen.

 

Han kan være behjælpelig med at skaffe transport af kornet, men ellers er det sælgeren, der står for transporten lige som sælgeren også skal stå inde for, at kvaliteten af kornet er som oplyst.

- Vi siger maksimalt to procent urenheder. Og hvad vandindholdet angår er det et spørgsmål om, hvad køberen vil acceptere og det indrettes prisen efter.

 

Mange ikke medlemmer

Prisen for at benytte kornmatch.dk er to kroner pr. hkg, som sælger betaler.

- Man skal ikke være medlem af landboforeningen, for at kunne benytte kornmatch.dk. Og det er allerede mere end halvdelen af vores kunder, der ikke er medlemmer. Vi blander ikke tingene sammen. Vi skal først og fremmest skabe værdi ved kornhandlen alene, siger Ejvind Andersen.

 

Handel med 350 tons

Han er meget tilfreds med, hvordan forretningen har udviklet sig i det knap halve år, den har været i gang.

- Mindste handel har været på 30 tons mens den største har været på 350 tons. Helt frem til slutningen af juli havde vi travlt med at formidle korn af sidste års høst, og nu har vi mange henvendelser på den nye høst.

Der er stadig et stykke arbejde at gøre med at synliggøre os. Grovvarebranchen er godt repræsenteret her på Sjælland, så der er mange, der gerne vil aftage planteavlernes afgrøder.

På foderområdet er vi blevet en ny spiller på banen, og hvad grovvarebranchen tænker om det, ved jeg ikke. Men hvis det betyder, at de sænker prisen et par kroner, har det jo haft en effekt.

Med den gode respons vi har fået på vores nye initiativ, tror vi, at vi rammer noget væsentligt hos både planteavlere og svineproducenter, siger Ejvind Andersen.

 

 

< Tilbage