Facebook
< Tilbage

Robottjener bringer maden ud til køerne 20-11-2012 - 14:42

Foderrobotten Lely Vector er en af messens største nyheder og har fået betegnelsen en trestjernet EU-nyhed.

Nu behøver koen ikke engang brøle efter maden. Den bliver automatisk bragt ud med den robottjener, der kører rundt i stalden. 

Robottjeneren kan ikke blot fodre køerne. Den kan også selv se, hvornår de har behov for mere foder. Og har de det, henter robotten straks noget frisk foder.

Robottjeneren bliver præsenteret på landbrugsmessen Agromek 2012 i Hernin. Det er den største samlede landbrugsmesse i Nordeuropa, hvor der præsenteres alt, hvad den moderne landmand har brug for i mark og stald.

Foderrobotten Lely Vector er en af messens største nyheder og har fået betegnelsen en trestjernet EU-nyhed.

Rent teknisk har den en laser foran sig, som aflæser, hvor meget foder, der ligger foran køerne på foderbordet. Landmanden indstiller selv, hvor meget eller hvor lidt foder, der skal være tilbage inden foderrobotten starter næste udfodring.

Foderrobotten bliver fyldt med de forskellige fodermidler i foderkøkkenet, hvor en fuldautomatisk kran, der kører på skinner i loftet, henter de forskellige fodermidler og læsser dem ned i foderrobotten. Her bliver de automatisk blandet, inden foderrobotten igen kører ud i stalden og læsser foderet af foran rækken af køer.

Foderrobotten finder vej ved hjælp af metalstrips, der er monteret i gulvet i stalden. Og når den kører foran køerne benytter den en sensor, så den hele tiden holder tilpas afstand til køerne.

Landbrugsmessen Agromek er én stor, samlet udstilling, som har det hele – lige fra de største traktorer og markredskaber til alt, hvad der skal bruges i staldene. Agromek holdes i MCH Messecenter Herning i dagene fra den 27.-30. november.

 

Pressemeddelelsen er produceret af Helge Lynggaard

< Tilbage