Facebook
< Tilbage

Klimaforandringer gør det sværere at producere mad nok06-03-2013 - 13:35

Nødvendigt at øge produktiviteten i landbruget for at kunne følge med efterspørgslen efter fødevarer, påpeger koncernchef Asbjørn Børsting, DLG

Artiklen har været bragt i ugebrevet Grovvarenyt.
Tegn abonnement eller få et fire ugers gratis prøveabonnement.
Se mere her

 

Af Helge Lynggaard

Nu kommer der en tilståelsessag, for jeg må blankt erkende, at jeg er blevet klogere i de senere år, bekendtgjorde DLGs koncernchef Asbjørn Børsting i et indlæg på NutriFair i Fredericia i onsdags.

- For fem-seks år siden ville jeg ikke have stået her og talt om klimaforandringer, når jeg skulle vurdere landbrugets produktionsmuligheder nogle år ud i fremtiden. Jeg troede, det var sådan lidt varm luft. Men jeg må erkende, at klimaforandringerne kommer med større styrke og får større effekt på vores markeder end jeg troede, fortsatte Asbjørn Børsting.

- Effekten af klimaforandringerne vil være forskellige fra land til land, men det forventes at udviklingslandene bliver ramt hårdest i form at de største reduktioner i afgrødeudbytterne.

- I Nordeuropa og herunder Danmark samt Ruskland, Ukraine, Hviderusland og Canada vil klimaforandringerne have en positiv effekt. I for eksempel Pakistan vil udbyttepotentialet blive op til 30 procent mindre i 2050 end i dag. USA, Sydamerika, Afrika, Mellemøsten og Australien vil også blive hårdt ramt, fortalte Asbjørn Børsting.

Han henviste til en rapport fra Verdensbanken fra sidste år, som konkluderede, at klimaforandringerne vil gøre det sværere at producere mad til verdens befolkning.

- Derfor vil det være nødvendigt at fordoble væksten i landbrugsproduktionen sideløbende med at der skal tages hensyn til de miljømæssige konsekvenser.

- Ifølge FAO vil kun ti procent af den globale vækst i afgrødeproduktionen frem til 2050 komme fra en udvidelse af landbrugsarealet. Derfor skal det stigende behov for landbrugsvarer sikres gennem stigende produktivitet. Nogle af nøglefaktorerne til at opnå den nødvendige vækst i produktiviteten er en mere effektiv anvendelse af landbrugsjord, vand, næringsstoffer og planteværn.

- Investeringer i forskning og udvikling vil derfor få meget stor betydning for at opnå denne forbedring af produktiviteten, sagde Asbjørn Børsting, der tidligere i sit indlæg havde understreget, at behovet for landbrugsvarer vil være stigende.

- I det globale perspektiv ser jeg derfor særdeles gode fremtidsudsigter for vores fødevareerhverv,  sagde Asbjørn Børsting.

< Tilbage