Facebook
< Tilbage

DLG-koncernen runder en halv milliard i overskud 06-03-2013 - 13:43

DLG-koncernen har et rekord-årsregnskab for 2012. Overskuddet hentes primært fra koncernens udenlandske forretninger

Artiklen har været bragt i ugebrevet Grovvarenyt.
Tegn abonnement eller få et fire ugers gratis prøveabonnement.
Se mere her

 

Af Helge Lynggaard

DLG-koncernen havde en rekordomsætning på 48,5 milliarder kr. i 2012 og et overskud før skat på 562 millioner kr. Dermed er omsætningen vokset med næsten 8 milliarder kr. siden 2011, mens overskuddet før skat steg 92 millioner kr. 

Overskuddet efter skat var 419 millioner kr. i 2012 mod 391 i 2011.

- Vi er rigtigt glade for, at både omsætning og indtjening følger med, for vi har meget fokus på bundlinjen, understregede koncernchef Kristian Hundebøll onsdag.

Sammen med koncernchef Asbjørn Børsting og DLG’s bestyrelsesformand Niels Dengsø Jensen fremlagde Kristian Hundebøll DLGs 2012-regnskab for pressen efter at det kort forinden var godkendt af DLGs repræsentantskab.

- Med en indtjening på en halv milliard før skat har vi overgået vores mål for regnskabet for 2012, og vi tror selv på, at det er den brede satsning i aktiviteter, der ligger til grund for successen, sagde Kristian Hundebøll.

Tyske og svenske bidragydere

De primære bidragydere til overskuddet er især DLG’s tre datterselskaber HaGe i Tyskland, Svenska Foder og vitamin- og mineralgruppen, Vilofoss.

Tyske HaGe har rundet 20 milliarder i omsætning sidste år, Svenska Foder står ogs med rekordomsætning på 3,8 milliarder kr. og vitamin- og mineralgruppen runder en omsætning på cirka 2,7 milliarder kr., hvilket også er bedre end året før.

Kongskilde Industries leverer en fremgang i omsætning og indtjening på 10-15 procent. Også koncernens division Service & Energi, herunder DLG’s tyske energiaktiviteter, har bidraget med et solidt afkast.

- Årets udfordringer resultatmæssigt er GASA Bøg Denmark og Food Grain, som kommer ud af 2012 med et mindre underskud, men selv her er der positive takter, som peger fornuftigt fremad, understregede Kristian Hundebøll.

Investeringer i Danmark

På pressemødet fortalte koncernchef Asbjørn Børsting, at der i 2013 skal investeres 150 millioner kroner i Danmark

- Vi ser fortsat vækst- og udviklingsmuligheder på det danske marked, og i 2013 ser vi frem til at investere over 150 millioner kroner i Danmark. Det vil bl.a. ske inden for yderligere effektivisering af foderproduktion, drift og logistik. Desuden vil der blive investeret i fødevarevirksomheden European Freeze Dry samt i vores planteforædlingsaktiviteter på Sejet Planteforædling, fortalte Asbjørn Børsting. 

< Tilbage