Facebook
< Tilbage

Elleve grovvarebutikker i nyt samarbejde om indkøb 18-03-2013 - 00:40

De elleve butikker har tilsammen et detailsalg på over et hundrede millioner kroner årligt

Af Helge Lynggaard

Siden nytår har elleve selvstændige grovvarebutikker samarbejdet om at indgå indkøbsaftaler med en række leverandører for at få bedre priser end de hver for sig ville kunne opnå.

Det er tale om butikker, som er målrettet hobbylandmænd og private.

Opgaven med at koordinere ønskerne fra de selvstændige købmænd og træffe aftaler med leverandørerne bliver håndteret af Heine Eriksen, Hornsyld Købmandsgaard.

-  Vi startede samarbejdet i 2012, hvor HF-butikken i Hårlev og Grovvarecentret i Silkebrog henvendte sig, fordi de gerne ville med i en form for indkøbssamarbejde. På det tidspunkt havde Hornsyld Købmandsgaard Farmland-kæden. Siden er kæden ophørt og et par forretninger solgt fra, men til gengæld har vi fra nytår fået nye selvstændige butikker med i samarbejdet, som vi nu kalder HK-Gruppen, fortæller Heine Eriksen til Grovvarenyt.

Butikkerne finder i fællesskab ud af, hvilke leverandører, der skal satses på.

- Gennem de aftaler, som vi indgår med leverandører, får butikkerne nogle bedre vilkår som lavere priser og hjælp til markedsføring. Samtidig forpligter butikkerne sig til at lægge en væsentlig del af deres indkøb hos disse leverandører, for begge parter skal have noget ud af aftalen, siger Heine Eriksen.

 

Fælles markedsføring

Den fælles markedsføring omfatter blandt andet, at der vil blive udsendt 16 siders aviser og butikkerne vil modtage kampagne materialer op til avisens udgivelse, så de kan være klar med skilte, banner, flag eller andet som kan hjælpe med instore marketing. 

- Det er ikke noget, man ville få gennemført, hvis man står alene. Men sammen har vi volumen til netop også at være helt fremme som kæderne på det område, understreger Heine Eriksen.

 

Over 80 procent 

- De elleve butikker, som nu er med i samarbejdet, repræsenterer et detailsalg på til sammen over 100 millioner kroner. Det giver en god basis for at gå ud og forhandle med leverandørerne, og det viser sig, at over 80 procent af butikkernes indkøb sker hos de leverandører, vi har aftale med - det kan ikke svare sig andet.

Heine Eriksen siger, at for købmændene har det stor betydning, at de både kan være helt selvstændige og samtidig kan nyde godt af samarbejdet.

- Den enkelte forretning er ikke bundet op af, hvor meget den skal købe hos den enkelte leverandør men på, at den skal købe hos den samarbejdende leverandør hvis den ønsker denne form for sortiment. Nogle vælger måske et fuldt sortiment fra en leverandør mens andre vælger en mindre del. 

Heine Eriksen understreger, at butikkerne ikke har fælles indkøb.

- Det er den enkelte butik, der selv køber ind og afregner med leverandøren. Alle rabatter, bonus med videre går direkte til butikkerne. Vi er blot med i forarbejdet og indgår aftalerne, siger Heine Eriksen.

 

Plads til flere

Han har tiltro til, at der vil komme flere butikker med i samarbejdet fremover.

- Nu er konceptet på plads, og der er plads til flere. Men det kræver, at man kan tilpasse sig konceptet og  i forholdsvis stort omfang kan bakke det sortiment op, som vi har fået på plads nu, siger Heine Eriksen.

 

Butikkerne i HK-gruppen

De 11 butikker, der er med i samarbejdet i HK-gruppen er følgende:

• Grovvarecenteret Aps, Silkeborg,

• HF-butikken, Hårlev

• Miljøfoder med butik i Ikast og Viborg

• Højlund Mølle med fem butikker på Fyn

• HK-Mølvang, Jelling og

• Møllerens Hobbylager, Horsens 

< Tilbage