Konflikten i Mellemøsten har understreget den ekstreme sårbarhed i globale forsyningskæder, især Europas usikre afhængighed af kritiske fodertilsætningsstoffer fra Kina. Siden eskaleringen den 28. februar 2026 er vitaminpriserne steget med op til 100 procent.
Af Anya Engelbrecht
Mens resten af Europa diskuterer risikoen for at miste forsyningen af mikrochips og batterier, er der faretruende begrænset rampelys på risikoen for, at vores fødekæde ender som gidsel i den anspændte verdenssituation.
- Krisen i Mellemøsten afslører en farlig strukturel svaghed i den europæiske industripolitik for systemkritiske vitaminer og Europas store afhængighed af Kina, hvor 80 procent af verdens vitaminer produceres. Yderligere forstyrrelser eller begrænsninger af den kinesiske eksport ville udløse en systemisk krise, der truer stabiliteten i både dyreernæring og fødevaresikkerhed på tværs af kontinentet.
Det er den klare udmelding fra Kevin Truyts, som er Global Head of Sales i vitaminafdelingen i den schweizisk-hollandske ingrediensvirksomhed, dsm-firmenich, der er blandt verdens største vitaminproducenter. Han beskæftiger sig hver dag med det globale marked for vitaminer og kan berette, at forsyningssituationen kun er blevet mere kompliceret i takt med, at konflikten i Mellemøsten er eskaleret.
- Vi er i en højrisiko situation. Lige nu er vi alt for afhængige af vitaminer fra Kina, hvor langt størstedelen af verdens vitaminer produceres til meget lavere omkostninger end i Europa. Hvis vi ønsker at styrke den europæiske produktion, bliver de europæiske myndigheder nødt til at hjælpe med at skabe lige vilkår mellem europæiske og kinesiske producenter, fastslår Kevin Truyts.
Påvirker hele branchen
Ifølge Kevin Truyts har situationen stor indflydelse på hele vitaminbranchen. Dette gælder både for råmaterialer fra olieraffinaderier, der anvendes til produktion af kemisk syntetiserede vitaminer, samt for energi, der anvendes i alle processer i branchen.
- Da Mellemøsten er ansvarlig for 20 procent af den globale eksport af energi og olie, er der opstået en ubalance i udbuddet på markedet. Det skyldes de øgede priser på energi og råmaterialer og frygten for manglende forsyningsmulighed. Vi har allerede set flere meldinger om force majeure i branchen, hvor mange virksomheder kæmper med planlægningen eller helt stopper produktionen - enten fordi de ikke kan få de nødvendige råvarer, eller simpelthen fordi omkostningerne bliver for høje, fortæller Kevin Truyts.
Kina kan lamme produktionen
Hele påvirkningen i vitaminbranchen på grund af konflikten i Mellemøsten illustrerer tydeligt, hvor hurtigt det globale marked kan komme til at vakle. I Fefac-rapporten "EU vulnerability for access to essential nutritional feed additives" fra september 2025, redegør den europæiske brancheorganisation for, præcis hvor risikabelt det er for Europa, at vi er afhængige af vitaminer og ingredienser til vitaminproduktion fra Kina og andre leverandører med høj geopolitisk risiko.
I rapporten fremgår det, at Kina står for 80 procent af den globale vitaminproduktion, mens EU står for 8 procent. På visse kritiske vitaminer som B9, C og K3 producerer EU-27 ikke noget selv, og er derfor totalt afhængige af import. Indenfor produktionen af biotin (Vitamin H) sidder Kina på 99 procent af verdensmarkedet.
EU står for 8 procent. På visse kritiske vitaminer som B9, C og K3 producerer EU-27 ikke noget selv, og er derfor totalt afhængige af import. Indenfor produktionen af biotin (Vitamin H) sidder Kina på 99 procent af verdensmarkedet.
- Hvis vi ikke øger vores selvforsyning i Europa, bliver vi fuldstændig afhængige af andre. Det vil føre til ernæringsmæssige mangler, der truer dyrevelfærd og produktivitet og derved vores selvforsyningsgrad af kød, æg og mælk, for hvis man bare mangler ét vitamin, kan man ikke fodre dyr korrekt, siger Kevin Truyts og tilføjer:
Dertil skal indregnes, at vi også skal bruge vitaminer til human ernæring, som vil blive prioriteret over animalsk ernæring, hvis forsyningen bliver knap. Det er altså ikke kun i landbruget, det kommer til at få store konsekvenser. Derfor lancerede vi for nogen tid siden vores "Made in Europe"-initiativ for at skabe mere opmærksomhed hos vores kunder og tilbyde et reelt alternativ til at diversificere og mindske risikoen ved deres vitaminforsyning.
Konkrete anbefalinger til EU
Fefac fulgte 31. marts 2026 op på rapporten "EU vulnerability for access to essential nutritional feed additives" med officielle anbefalinger til EU-myndighederne. I anbefalingerne opfordrer Fefac til akut handling for at genoprette konkurrenceevnen hos de europæiske producenter. Dette bør ifølge Fefac ske gennem økonomiske støtteforanstaltninger, lovmæssige ændringer, strategisk autonomi og handel samt fokus på miljø og bæredygtighed. Anbefalingerne møder kun opbakning fra Kevin Truyts.
- Der er heldigvis begyndt at komme politisk opmærksomhed på emnet nu. Det gælder både i Europa og i USA, hvor de ikke selv har produktion af vitaminer. Derfor begynder flere amerikanske producenter af foder og fodertilskud nu bevidst at købe vitaminer i EU for at mindske risikoen for forsyningsstop, siger Kevin Truyts.
Ifølge Kevin Truyts er der i Europa, især Nordeuropa, en større proaktiv følsomhed over at lægge alle æg i én kurv. Dog bliver det uden politiske tiltag meget svært at konkurrere på prisen med de asiatiske producenter, der ikke kun har lavere udgifter til råmaterialer og energi, men også lavere krav til kvaliteten af produktionen, blandt andet indenfor miljø og bæredygtighed.
- Før konflikten var priserne på mange vitaminer så lave, at produktionen næsten ikke var økonomisk bæredygtig. Det har vi brug for, bliver ændret – det kunne eksempelvis være gennem tilpasning af energiomkostninger, harmoniserede kvalitets- og miljøstandarder for import, aktivering af Carbon Border Adjustment Mechanism (CIBAM), reguleringsforenkling eller importkvoter.
Grovvarebranchen skal overveje indkøbsstrategi
Udover de politiske handlinger er det også afgørende, at virksomhederne i vitamin- og foderbranchen er opmærksomme på problemstillingen og overvejer deres egen indkøbsstrategi, påpeger Kevin Truyts.
- Der er et strategisk langsigtet selvforsvar i at købe lokalt i Europa. Ved at støtte den europæiske produktion kan vi reducere den risikofyldte afhængighed af kinesiske vitaminer og ingredienser i fremtiden. Det er op til branchen selv at beslutte, hvad de vil prioritere og betale for, understreger vitamineksperten.
Artikel fra Grovvarenyt 8. maj 2026