+ 45 5393 7760

NYT JOB??

SE MERE HER

 


< tilbage 13-05-2022 - 17:29

DLG klar til nye opkøb efter sommerferien

DLG vil med den nye strategi gå efter at investere inden for energi og byggematerialer i det nordvestlige Tyskland

Af Helge Lynggaard

 

Med DLG’s nye strategi Creating the Future 2030 er der lagt op til investeringer inden for energi og byggematerialer på det tyske marked. Til gengæld neddrosler DLG ønsket om at udvide den traditionelle grovvarevirksomhed gennem opkøb.   

 

- Vi vil vi søge nye vækstmuligheder inden for energi og byggematerialer, hvor vi i de seneste fem år har fordoblet vores indtjening, understreger koncernchef Kristian Hundebøll, DLG, overfor Grovvarenyt.

 

- Vi er ved at lægge vores tyske datterselskaber HaGe, Teams energi og byggemarkeder sammen, og når det er på plads efter sommerferien, får vi slagkraft til at forfølge vækstmulighederne. Dem ser vi først og fremmest inden for energi og byggematerialer. Vi er blandt de fire-fem største på det tyske marked for byggematerialer, og det spor vil vi fortsætte, siger Kristian Hundebøll.

Hvor mange millioner, der er afsat til at tage på indkøbstur for, ønsker han ikke at skilte med.

 

- Men vi har den kapital, der skal til, når de rigtige muligheder kommer. Så slår vi til, siger koncernchefen og fortæller, at væksten vil ske i den nordvestlige del af Tyskland.

 

Mindre fokus på at udvide grovvareforretningen

Med DLG’s fokus på investeringer i energi og byggematerialer, vil der ikke længere være så stort fokus på at udvide den traditionelle grovvareforretning.

 

- Vi har en – også på europæisk plan – tilstrækkelig stor platform inden for grovaremarkedet til at vi fortsat kan udvikle vores bestående forretning. Men at gå ud og købe nye kornafdelinger og andet godt i Tyskland eller andre steder, står ikke længere øverst på dagsordenen, for det har vi nok af, siger Kristian Hundebøll og understreger, at det er ikke et signal om at afvikle noget.

 

- Vi vil til gengæld gerne være innovative og gå ind og tage ansvar i den grønne omstilling og hjælpe vores kunder og ejere med den omstilling, som skal ske i de kommende år. Mange af de investeringer, som vi lægger op til i forbindelse med den grønne omstilling, vil være rettet mod at afhjælpe et stor klimaaftryk på en række produkter. Derigennem kan vi sikre, at landbrugsproduktionen bliver mere bæredygtig end den er i dag og være med til at legitimere landbrugets produktion i Danmark og omkringliggende lande.

 

Kristian Hundebøll fortæller, at der er blevet gået meget grundigt til værks ved udarbejdelsen den nye strategiplan.

 

- Vi har engageret mange mennesker omkring den i både ind- og udland. Dels for at få inspiration i processen og dels for at give så mange ejerskab i den. Parallelt har vi kørt en arbejdsproces med vores ejere gennem repræsentantskabet, som har været dybt involveret i strategiarbejdet. Og der har ikke været det store tovtrækkeri, for de tanker vi har gjort i virksomheden har været i fuldstændig samme retning, som vores landmænds. Det har været en smuk symbiose mellem ejere og virksomhed, og det giver strategien en fantastisk styrke, siger Kristian Hundebøll.

< tilbage