Facebook
< Tilbage

DLGs nyindkøb Team Ag vil etablere tankstationer og byggemarkeder i Danmark04-06-2013 - 00:30

Allerede til næste år vil der være mulighed for at tanke benzin og diesel hos DLG, vurderer koncernchef Kristin Hundebøll, DLG.

Af Helge Lynggaard

 

DLG’s nye, store investering syd for grænsen, Team AG, vil ind på det danske marked.

Team AG er allerede et kendt navn i Tyskland som både byggemarkedsselskab og energiselskab.

Team AG  har 150 tankstationer, 39 energisalgskontorer og 35 byggemarkeder i Nordtyskland, og målet er at ekspandere på hjemmemarkedet – og  i Danmark.

- Vi vil gerne have et tættere samarbejde med DLG – især inden for service og energi - og udnytte de oplagte synergier, der ligger i, at vi nu bliver et datterselskab. Vi ser gode muligheder for at ekspandere i Danmark inden for både byggematerialer og tankstationer, siger Kevin Lorenzen, direktør i Team AG.

- Nu skal vi have analyseret markedsmulighederne i Danmark og hvor tankstationerne skal placeres, siger koncernchef Kristian Hundebøll til Grovvarenyt.

- For at få synergi mellem Team AG og DLG i Danmark skal vi finde nogle steder til tankstationerne, hvor DLG står stærkt, og hvor der i forvejen er meget kundetrafik til enten DLG-forretningen eller en Land & Fritid butik. Samtidig skal det være i et område, hvor der ikke er tankfaciliteter i forvejen, så det bliver en fordel for kunderne - både landmænd og privatkunder - at køre ind omkring DLG for at få tanket bilen. Og går alt vel forventer jeg, at vi er klar med de første tanke næste år, siger Kristian Hundebøll.

- Kan man forestille sig, at  Team AG overtager eksisterende tankanlæg?

- Jeg vil ikke afvise, at det kan blive en kombination af begge dele. Der er ingen tvivl om, at der er mange, der holder øje med os og mange, der kontakter os i dag, så muligheden er der, siger Kristian Hundebøll.

 

Byggemarkeder

Team Ag vil også ind på det danske marked for byggemarkeder. Her er der i forvejen nogle af branchens store spillere, der kører med røde tal på bundlinjen. Men det afskrækker ikke Kristian Hundebøll.

- Det er nok energiområdet, der har første prioritet for Team AG på det danske marked. Men Team AG driver faktisk en meget indbringende forretning på byggemarkeder. 

- Omsætningen hos Team AG var sidste år 12 milliarder kroner. Heraf ligger de otte milliarder på energi og de resterende fire milliarder på byggemarkeder. Men på bundlinjen bidrager de to områder lige meget til resultatet. Så hvis man kan tjene gode penge på byggemarkeder ti kilometer syd for Tønder, hvorfor skulle det så ikke kunne lade sig gøre i Danmark, siger Kristian Hundebøll.

< Tilbage