Facebook
< Tilbage

Big data spås stor fremtid i landbruget19-01-2017 - 23:27

Danmark står allerede godt i forhold til konkurrenterne, mener planteproducenterens formand Torben Hansen

Af Helge Lynggaard

 

- Big Data i landbruget spås en stor fremtid. Men Big data – hvad er det egentlig for noget?

Tænk på skakcomputeren Deep Blue, som slog Kasparov - verdens bedste skakspiller - af banen. Deep Blue var fodret med alle mulige kombinationer af træk i skakspillet.

Med denne forklaring på Big Data overfor de omkring 1.400 deltagere i årsmødet for Planteproduktion lagde formanden Torben Hansen op til, at landbruget skal i gang med at opbygge sit eget Deep Blue ved at samle store mængder data i en database.

-  Det kan være satellitbilleder, billeder fra droner, vejrdata, jordanalyser, højdekurver, sensordata fra maskiner og meget mere. I landbruget opsamler vi allerede mange data, og der er meget mere på vej af den slags. Mange maskiner opsamler automatisk data, men vi halter dog fortsat lidt bagefter med at få målt udbytte.

Når mange flere af os får styr på at måle udbytter, kan Big Data gøre Danmark til et stort forsøgsareal. Så kan jeg for eksempel spørge, hvilken svampestrategi, der vil give det højeste udbytte i mark 7. Så kan landbrugets Deep Blue lige tjekke jordtype, forfrugt, sort, satellitfoto, registreringsnettet, forventet udbytteniveau, klimaprognoser osv. – og anbefale mig den optimale sprøjtning. Det er perspektivet, men der vil nok gå et par dage, før det kan lade sig gøre, sagde Torben Hansen.

Han mener dog, at Danmark står godt i forhold til konkurrenterne.

-Vi har nemlig allerede nu store mængder af data, som er ejet af landmanden selv – og hvor det er de folkevalgte, der bestemmer, hvordan der kan skabes nytte af dem, sagde Torben Hansen og påegede på, at Seges har ledelsen af udviklingsindsatsen Future Cropping, som skal bringe dansk landbrug og danske virksomheder i front med at bruge og tjene penge på Big data.

 

< Tilbage