Facebook
< Tilbage

Selandia trailere er tilbage på Agromek12-08-2016 - 13:16

- Vi sælger nu cirka 90 procent over nettet. Men på Agromek har kunderne mulighed for at se og sammenligne trailerne, som de har set hjemme på skærmen, siger Willy Fisker, Selandia Import.

Gennem flere år var Selandia Import A/S i Silkeborg fast udstiller på Agromek, og efter en mindre pause vender den danske trailerimportør nu tilbage.

 

- Vi vil udstille på Agromek igen, for det har tidligere været den bedste messe for os, fordi vi her møder et bredt udvalg af vore potentielle kunder, lige fra landmænd og anlægsgartnere til maskinfabrikanter, siger direktør og indehaver af Selandia Import A/S, Willy Fisker.

 

Selandia sælger alle former for trailere lige fra fritidstrailere til salgsvogne, hestetrailere og maskintrailere.

 

- Salget har ændret sig meget i de senere år, og vi sælger nu cirka 90 procent over nettet. Men på en messe som Agromek har kunderne mulighed for direkte dialog med os og samtidig se og sammenligne trailerne, som de har kigget på hjemme på skærmen.

 

Willy Fisker har drevet virksomheden i 18 år, og undervejs er Selandia kåret som Gazellevirksomhed af dagbladet Børsen tre gange.

 

- Vi har gennem årene solgt over 100.000 trailere, og vi har altid 2.000 -2.500 trailere på lager, for tendensen er, at når først kunderne har besluttet sig, kan det ikke gå hurtigt nok med at få varen leveret, siger Willy Fisker, som har de fleste kunder i Skandinavien, men også har solgt pølsevogne til Hongkong og isboder til Grønland.

 

Agromek 2016 holdes fra den 29. november til og med den 2. december i MCH Messecenter Herning.

< Tilbage